dknyt
dkvindkraft
dknyt
dksocial
dksundhed
dkindkob
DK Debat
DK Stillinger

Total bliver medlem i Dansk Industri

TotalEnergies er nyt medlem af Dansk Industri. Indmeldelsen er en naturlig del af virksomhedens ønske om at spille en rolle i Danmarks overgang til mere grøn energi, luder det fra landechef.
23. JUN 2021 12.56

Det er nye tider for Total. Ikke blot har den franske gigant skiftet navn til TotalEnergies og vedtaget en ny, grøn strategi, nu har virksomheden også meldt sig ind i Dansk Industri. Indmeldelsen er en naturlig forlængelse af den nye strategi og et ønske om at spille en aktiv rolle i Danmarks energiomstilling. 

- I mine øjne er DI stedet at være. DI er en meget væsentlig spiller i forhold til transitionen af det danske samfund og samspillet mellem sektorerne, siger Martin Rune Pedersen, TotalEnergies' landechef i Danmark. 

TotalEnergies er i Danmark bedst kendt for at være operatør på Tyra-feltet i Nordsøen, men i fremtiden håber TotalEnergies, at virksomheden også kan blive kendt for andre energikilder. 

- Historisk har vi været fokuseret på olie- og gas, men vi har i en årrække nu været i gang med en transformation til et bredt energiselskab, og i Danmark er et helt konkret eksempel, at vi deltager i udbuddet om Thor havvindmølleparken, siger Martin Rune Pedersen til DI Business.

Derudover ønsker TotalEnergies at undersøge, hvorvidt det er muligt at udnytte gamle olie- og gasfelter til CO2-lagring. TotalEnergies har allerede erfaringer med CO2-lagring fra Holland samt fra Norge, hvor de er partnere i verdens største fuldskalaprojekt.

Står det til Martin Rune Pedersen, vil vi også snart se lignende projekter udrullet i Danmark.

- Perspektiverne er ganske enorme. I Nordsøen er der plads til mange årtiers udledninger. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at nå i mål med klimaambitionerne uden CO2-lagring, siger han.

Efter den nye plan skal TotalEnergies gå fra, at olie i 2030 står for 35 pct. af portføljen mod 55 pct. i 2019. Men dermed står det også klart, at olie og gas ikke udfases helt, men blot spiller en mindre rolle.

- Vi kommer ikke udenom, at der fortsat vil være et behov for og en efterspørgsel på olie og gas i mange år fremover. Der vil vores bidrag så være, at det produceres på den mest ansvarlige måde, siger Martin Rune Pedersen.

esl

Tilmeld dig nyhedsbrevet