Struers tidligere havnechef anklages for svindel

Ifølge anklageskriftet har han blandt andet købt tv, gasgrill og plæneklipper på kommunens regning.

STRUER: Da en nu forhenværende medarbejder i Struer Kommune skaffede sig en plæneklipper og nye puder og dyner, var det kommunen, der betalte.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i et anklageskrift, som handler om en stribe bedragerier. Tiltalen handler også om dokumentfalsk.

Ifølge Dagbladet Holstebro-Struer, som har læst anklageskriftet, er det kommunens tidligere havnechef, som er anklaget. Havnechefen, Søren Adsersen, blev suspenderet i februar 'på grund af uretmæssigheder'. 

Fiktive fakturaer

I alt er der begået bedragerier for 111.159 kr., fremgår det af en pressemeddelelse om tiltalen.

Således skal han blandt andet have sendt fiktive fakturaer til Struer Kommune for varer, som var til privat brug. Dette løb op i 52.000 kr.

Desuden skal han have ladet Holstebro-Struer Havn betale for andre varer for 18.700 kr.

Svindel med tilsynsrapport

I tiltalen indgår ikke kun bedragerier. Også svindel med en tilsynsrapport er omtalt i anklageskriftet. Dette er juridisk set dokumentfalsk.

Sagen skal behandles af Retten i Holstebro, men endnu er datoerne ikke fastlagt, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Så sent som i sidste uge blev Struers tidligere kommunaldirektør Mads Gammelmark idømt fængselsstraf for mandatsvig, efter misbrug af kommunens kreditkort.

Ritzau / ak

Nyhedsbrev