dknyt
dkvindkraft
dknyt
dksocial
dksundhed
dkindkob
DK Debat
DK Stillinger

Stort fald i energiforbrug og CO2-udledning i 2020

Ikke overraskende har coronanedlukning sidste år sat sit præg på danskernes energiforbrug – og dermed også vores CO2-udledning.
9. APR 2021 10.17

Flyene blev på jorden, storcentre og butikkerne slukkede lyset, og arbejdspladsen rykkede hjem. Coronapandemien betød markante ændringer på danskernes hverdag, og det kan ses i vores energiforbrug, viser en ny opgørelse af Energistyrelsen for 2020. 

Det faktiske energiforbrug sidste år faldt med 8,5 pct. Faldet skyldes primært det mindre forbrug af fossile brændstoffer, hvor forbruget af naturgas, kul og olieprodukter faldt med henholdsvis 21 pct., 14,1 pct., og 13 pct.  

Mest markant var faldet af jetbrændstof, som faldt med godt 65 pct. i takt med at den ene flyrejse efter den anden blev aflyst. 

Salget af benzin, der primært relaterer sig til persontransport, har fulgt coronapandemiens bølger. Således har der været en markant nedgang i marts, april og maj, hvorefter niveauet vendte tilbage til de tidligere års niveau. I november tog benzinsalget endnu et dyk, hvorefter niveauet vendte tilbage til normal i december igen. 

Mere bæredygtigt aftryk

Mens danskernes generelle energiforbrug faldt sidste år, betød det også, at CO2-udledningen faldt som resultat heraf. 

Sidste år var CO2-udledningen fra energiforbruget reduceret med 12,4 pct. Korrigeret for brændselsforbrug knyttet til nettoelimporten og klimafluktuationer var faldet i CO2-udledningen 10,2 pct.

Den samlede produktion af energi faldt med 23,3 pct. i 2020 som konsekvens af et kraftigt fald i produktionen af råolie og naturgas med henholdsvis 29,8 pct. og 57,1 pct., men også en stigning i produktionen af vedvarende energi mm. på 4,3 pct.

Derudover steg forbruget af vedvarende energi med en pct. 

esl

Tilmeld dig nyhedsbrevet