dknyt
dkvindkraft
dknyt
dksocial
dksundhed
dkindkob
DK Debat
DK Stillinger

Siemens Gamesa-underleverandør flytter ind på Aalborg Havn

I forbindelse med et nyt stort vindmølleprojekt lejer tømrervirksomheden Svendsen Kongerslev ind på Aalborg Havn, hvor de bliver nabo til Siemens Gamesa.
23. JUN 2021 14.47

Flere havne er begyndt at satse på vindenergi i enten den ene eller den anden form. Det kan fx ses, når den lokale tømrervirksomhed Svendsen Kongerslev, der er underleverandør til netop vindindustrien, lejer sig ind på Aalborg Havn, hvor de har indgået en lejeaftale for 2.000 kvadratmeter lagerfaciliteter.

Svendsen Kongerslev, der er specialiseret i at bygge platforme til produktion af vindmøllevinger, har siden 2007 været underleverandør til Siemens Gamesa. Det er i forbindelse med et nyt projekt for Siemens Gamesa, som har skabt det voksende behov for lagerplads for Svendsen Kongerslev.

- I takt med at størrelsen på vindmøllevinger er vokset, er behovet for større platforme og dermed også mere lagerkapacitet øget. Netop nu har vi igangsat et projekt, hvor vi på relativt kort tid skal producere platformskonstruktioner til en række store vindmøllevinger. Grundet projektets omfang og den korte tidshorisont har vi været begrænsede af vores lagerkapacitet i Kongerslev, og derfor søgte vi en logistisk mere oplagt lokation, fortæller byggeleder hos Svendsen Kongerslev, Rasmus Nanfeld Svendsen.

For Svendsen Kongerslev er det netop naturligt at vælge Aalborg Havn, hvor de kan få Siemens Gamesa som nabo.

- Med placeringen på Aalborg havn bliver vi praktisk talt naboer med Siemens Gamesa, mens vi samtidig får adgang til en moderne og rummelige lagerløsning, der passer vores behov. Så placeringen ved Aalborg havn er på flere måder en optimering af vores logistiske setup i dette konkrete projekt, siger Rasmus Nanfeld Svendsen.

Port of Aalborg udvidede så sent som i 2020 havnens lagerkapacitet med 6.000 kvadratmeter i form af tre nye lagerhaller. Lejeaftalen med Svendsen Kongerslev involverer én af disse haller og løber frem til 1. oktober 2021.

esl

Tilmeld dig nyhedsbrevet