dknyt
dkvindkraft
dknyt
dksocial
dksundhed
dkindkob
DK Debat
DK Stillinger
Sidste rør til Nord Stream 2 er svejset sammen og klar
Gasrør ses her, inden de tilsluttes Nord Stream 2. (Arkivfoto.)
Foto: Odd Andersen, Ritzau Scanpix

Sidste rør til Nord Stream 2 er svejset sammen og klar

26 millioner hjem kan få gas fra Nord Stream 2-projektet, som skal føre naturgas fra Rusland til Tyskland.
6. SEP 2021 16.08

Det sidste stykke af den omdiskuterede Nord Stream 2-naturgasledning, som går fra Rusland til Tyskland gennem Østersøen, er blevet svejset sammen.

Røret er nu klar til at blive sænket ned på havbunden i tysk farvand. Det oplyser selskabet bag projektet, Nord Stream 2 AG, mandag. Dermed er endnu et skridt taget mod at gøre naturgasledningen færdig.

Byggeriet stod oprindelig til at skulle være færdigt i 2019, men blev blandt andet forsinket af modstand fra USA. En del af naturgasledningen går gennem dansk farvand, og også her har der været heftig politisk debat. 

Det russiske gasselskab Gazprom forventes at begynde at levere gas til Tyskland gennem den nye rørledning i oktober. Den amerikanske regering har igen og igen kritiseret projektet. I USA mener man, at Europa bliver for afhængig af gas fra Rusland. Det har ført til spændinger med Tyskland.

Men i juli blev den tyske og amerikanske regering enige om en aftale. De to lande har aftalt at gribe ind, hvis Rusland bruger gas som et strategisk våben eller i yderligere grad handler aggressivt over for Ukraine.

Gas til millioner af hjem 

Nord Stream 2 skal i alt levere 55 milliarder kubikmeter gas om året fra Rusland til Tyskland. Ifølge selskabet bag vil det være nok til at levere gas til 26 millioner hjem.

Byggeomkostningerne til den 1.230 kilometer lange rørledning anslås at være på over 10 mia. euro (cirka 75 mia. kr.).

Halvdelen af rørledningen er finansieret af den russiske energigigant Gazprom og den anden halvdel af de fem europæiske selskaber OMV, Wintershall Dea, Engie, Uniper og Shell.

AFP/Ritzau

Tilmeld dig nyhedsbrevet