Rusland lukker for hanerne i dele af Europa
Det statslige russiske gasselskab Gazprom har ifølge Polen og Bulgarien meddelt, at der fra onsdag lukkes for hanerne. (Arkivfoto).
Foto: Sergei Grits, Ritzau Scanpix

Rusland lukker for hanerne i dele af Europa

Polen og Bulgarien har afvist at betale gasregning i rubler til Rusland. Ørsted skal tage stilling til, hvad selskabet vil stille op med betalingskravet.  
27. APR 2022 8.25

Rusland har fortalt Polen og Bulgarien, at det russiske selskab Gazprom lukker for gasforsyningerne onsdag. Det skyldes landenes afvisning af at betale Rusland for gassen i russisk valuta fremover. Det oplyste et bulgarsk og et polsk selskab tirsdag.

Tilsyneladende vil Rusland statuere et eksempel for de øvrige europæiske lande, hvis de heller ikke vil betale for den russiske gasregning i rubler. Det skriver The Guardian. Det vækker stor bekymring i Europa, der er dybt afhængig af russisk gas.

Alene i Polen leverer Rusland i øjeblikket 55 pct. af landets årlige forbrug på omkring 21 milliarder kubikmeter gas. Den polske regering holdt tirsdag aften et hastepressemøde efter den russiske melding.

Polen: Ingen grund til bekymring

Her forsikrede Polens klimaminister befolkningen om, at der var forsyninger nok til at klare en afbrydelse af gassen via rørledningen Yamal.

- Der er ingen grund til at bekymre sig om gasforsyningen i vores hjem. Siden krigens første dag har vi erklæret, at vi er klar til at gøre os helt uafhængige af russiske råmaterialer, sagde klimaminister Anna Moskwa ifølge The Guardian.

Polens største gasleverandør, PGNiG, har meldt ud, at det vil lægge sag an mod Gazprom for at bryde kontrakten.

Kort efter at PGNiG fik besked om, at Rusland ville lukke for gashanerne, fik det bulgarske gasselskab Bulgargaz samme besked. Onsdag lukker Rusland således også for gassen til Bulgarien via rørledningen TurkStream.

Engang var Bulgarien og Rusland ellers tætte allierede, men Bulgarien har kappet mange bånd til Rusland blandt andet ved at støtte Vestens sanktioner mod præsident Vladimir Putin og hans folk.

Bulgarien importerer over 90 pct. af sin gas fra Rusland. Men heller ikke her vil der for nuværende blive lagt restriktioner på borgernes gasforbrug, forsikrer landets energiministerium.

Efter meldingen om lukning for gassen i Polen og Bulgarien steg gaspriserne i Europa tirsdag aften med op til 17 pct. Det skriver finansmediet Bloomberg. Ifølge mediet skyldes prisstigningerne frygt for, at andre europæiske lande kan blive de næste, som Rusland lukker gassen for.

EU fik i 2021 omkring 40 pct. af sin gas fra Rusland.


Ritzau