dknyt
dkvindkraft
dknyt
dksocial
dksundhed
dkindkob
DK Debat
DK Stillinger

Rigmand vil investere op til halvanden mia. kr. i klimaprojekt

Et nyt "Silicon Valley" for klimaet kan være på vej i den tidligere Auderødlejren, som dog blot er begyndelsen på et globalt projekt.
16. AUG 2021 9.14

Ejendomsinvestoren John Bengt Møller vil investere foreløbigt 800 mio. kr. i et nyt videnscenter, der skal fungere som et globalt laboratorium for klimaløsninger.

Det siger journalist, serieiværksætter og senest stifter af den internationale tænketank for bæredygtighed Sustainia Erik Rasmussen til Information, og det bliver bekræftet af John Bengt Møller selv.

- Vi laver et 'Silicon Valley' for klimaet, siger Erik Rasmussen.

Videnscentret skal etableres i den tidligere militærlejr Auderødlejren i Nordsjælland. Ideen er, at der på centret skal arbejdes med at sikre de adfærdsændringer, som er nødvendige for at modgå de voldsomme klimaforandringer.

Oprindeligt var Auderødlejren kaserne og hjemsted for Søværnets Grundskole. Senere har den været modtagecenter for asylansøgere.

Dybe lommer og stærkt hold

John Bengt Møller er klar til at lægge flere penge i projektet, der ifølge Erik Rasmussen formentlig ender med at koste halvanden mia. kr.

- Jeg har lovet ham, at jeg vil finansiere det, uanset hvad det kommer til at koste, siger John Bengt Møller til Information.

Erik Rasmussen understreger, at centret skal udbrede ideer og praktiske løsninger i forhold til at løse klimaforandringerne til resten af verden:

- Ideen er, at den viden, ligesom fra Silicon Valley, skal spredes globalt. Det skal etableres andre steder i verden. Vi bliver nødt til at finde nye spor end de hidtidige. ’Vi må handle nu’ – det sagde man også for fem år siden og for tyve år siden, siger Erik Rasmussen.

Professor Katherine Richardson er leder af Sustainability Science Center på KU og med i styregruppen for projektet blandt andre af Lise Kingo, der er tidligere direktør for FN’s Global Compact, Connie Hedegaard, bestyrelsesformand for den grønne tænketank Concito, Ørsteds bestyrelsesformand, Thomas Thune Andersen, Lars Nørby Johansen, bestyrelsesformand for William Demant Fonden, og Malou Aamund, der er administrerende direktør for Google Denmark.

Byggeriet af det nye center bliver sat i gang allerede i løbet af efteråret. Den indledende kortlægning af projektet er gennemført i fællesskab med danske og udenlandske eksperter og med økonomisk støtte fra blandt andet Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Poul Due Jensens Fond.

jel

Tilmeld dig nyhedsbrevet