Oliepriser i lille tilbagegang, mens frygten for konkurser lurer

Oliepriserne har i sidste uge haft en lille tilbagegang, men priserne holder fortsat niveau over 40 dollars-grænsen. Men selv med en pris på 40 dollars per tønde, risikerer mange olieselskaber konkurs.
24. AUG 2020 13.58

Oliepriserne endte sidste uge i en lille tilbagegang, men  holder dog fortsat niveau over 40 dollars-grænsen.

Oliepriserne har hen over sommeren fladet ud i det nuværende niveau. Siden midten af juni, har det altså kun budt på begrænsede stigninger, efter at maj bød på store stigninger, efter kollapset i marts og april. 

Nordsøolien gik således tilbage med godt 1,5 pct. siden sidste mandag, hvor prisen åbnede denne uge i 44,7 dollars per tønde. Den amerikanske WTI-olie gik tilbage med 1,1 pct. og åbnede denne uge i 42,7 dollars per tønde. 

Selvom priserne nu i noget tid har ligget stabilt, kan det være i et for lavt niveau for mange amerikanske olieselskaber, viser en analyse fra Rystad Energy

De vurderer, at det nuværende prisleje kan føre til en række konkurser i branchen. Mens der i perioden i 2017 og 2018 var henholdsvis 24 og 28 selskaber, som søgte om den særlige konkursbeskyttelse, vurderer Rystad Energy, at med en pris på 40 dollars per tønde, vil 61 selskaber søge om konkursbeskyttelse i år. 

Det vil fortsætte de kommende år, hvor Rystad Energy vurderer, at 68 selskaber vil søge om konkursbeskyttelse i 2021, ligesom 57 selskaber vil gøre sådan i 2022 under det nuværende prisleje. 

esl