Offshore er som en gigantisk flødeskumskage for havne

Havne investerer milliarder i udvidelser, der skal sikre vindenergi fra havet. Og det er en god idé. For markedet for strøm fra havvind er nærmest umætteligt, lyder det fra landets største havn.
13. JUN 2019 17.11

BORNHOLM Der er store muligheder for udvikling af nye arbejdspladser på havne, der satser på at servicere vindmøller på havet. Offshore vind vil blive fremtidens 'vækst-booster' for en række områder i landet.

Det var deltagerne i Danske Havnes debat på Folkemødet enige om.

Salgsdirektør, Jesper Bank, repræsenterer landets største havn indenfor offshore, Esbjerg Havn:

-  Forestil jer, at I har taget en lille bid af en flødeskumskage og der stadig står en kæmpe kage foran jer. Det er situationen for offshore vind. Det er ikke et spørgsmål om konkurrence med kinesere eller i mellem de enkelte havne. Potentialet er enormt. Det er bare et spørgsmål om at komme i gang, sagde Jesper Bank.

Udvider for milliarder
I dag er Nordsøen længst fremme, når det handler om anlæggelse af parker til havvind. Men Østersøen er også godt med. Det har fået Rønne Havn til at satse stort. Havnen er ved at blive udvidet for en halv milliard kr.

- Vi har kunnet levere det kunderne ønskede. Til den rigtige kvalitet og den rigtige pris, sagde Thomas Bendtsen, der er administrerende direktør for Rønne Havn.

En satsning på offshore, der mødte stor ros for havneordfører, Lea Wermelin (S), der er valgt på Bornholm:

- Rønne Havn har klart set potentialet i Østersøen, sagde Lea Wermelin og efterlyste langsigtede planer for nye områder til havvind.

Salgsdirektøren fra Esbjerg mener ikke, at Rønne Havn bliver en potentiel konkurrent med den store udvidelse. Tværtimod.

- Esbjergs erfaringer kan og skal bruges af andre havne. Det er i vores interesse, fordi markedet for vindenergi bliver så stort. Det er også årsagen til, at vi i de sidste otte år har brugt en milliard på udvidelser af havnen – uden at have en eneste kontrakt fra en kunde, sagde Jesper Bank.

Flere paneldeltagere pegede på, at en af de helt store udfordringer, bliver at få uddannet og fastholdt nok arbejdskraft. Endelig forudså panelet, at der ville komme en del udfordringer med anvendelse af arealer. Havmøller kan konflikte med militærets øvelsesområder.