DK Nyt
DK Medier
Kommunen.dk
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Officielt: Joe Biden melder USA ind i Parisaftalen og dropper tilladelse til Keystone XL
Biden underskrev dekreterne kort efter sin indsættelse som præsident.
Foto: Tom Brenner/Reuters

Officielt: Joe Biden melder USA ind i Parisaftalen og dropper tilladelse til Keystone XL

Joe Biden underskriver 15 dekreter på første dag som USA's præsident.
21. JAN 2021 9.01

På sin første dag som præsident har Joe Biden underskrevet flere præsidentielle dekreter. 

Det gælder blandt andet, at USA igen skal tilsluttes Parisaftalen, hvor verdens lande har sat mål om at begrænse den globale opvarmning. Donald Trump besluttede i 2017 at trække USA ud af aftalen.

Det var på forhånd meldt ud, at Joe Biden ville underskrive disse dekreter, som noget af det første efter han tiltrådte som præsident. 

Samtidig tilbagetrækker USA tilladelsen til den omstridte olieledning Keystone XL mellem Canada og USA, der er blevet voldsomt kritiseret af miljøaktivister.

Olierørledningen Keystone XL skulle levere 500.000 tønder olie i døgnet mellem USA og Canada, men den er blevet voldsomt kritiseret af miljøaktivister.

Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama fik i den sidste del af sin embedsperiode stoppet planerne om Keystone XL. Men under præsident Donald Trump blev beslutningen omstødt.

- Vi vil bekæmpe klimaforandringerne på en måde, som vi ikke har gjort hidtil, siger den 78-årige præsident.

Processen med at genindtræde i Parisaftalen tager en måned, hvilket betyder, at USA kun i en kort periode har været meldt ud af den, siden landet officielt forlod den i november.

USA var det første land, der trådte ud af klimaaftalen. Den blev indgået mellem stort set alle verdens lande på et stort klimamøde i Paris i 2015.

I alt har Biden underskrevet 15 dekreter onsdag som en af hans første handlinger som præsident.

Dekreterne adresserer ud over klimaforandringer også coronaviruspandemien og raceuligheder og trækker flere af de tiltag tilbage, som blev indført af Bidens forgænger, Donald Trump.

Biden blev taget i ed som præsident ved en ceremoni onsdag kort før klokken 18.00 dansk tid.


/ritzau/Reuters/amp

Tilmeld dig nyhedsbrevet