Ørsteds topchef siger farvel efter otte år i spidsen
Ørsteds administrerende direktør, Henrik Poulsen, stopper som topchef senest 31. januar 2021. Det oplyser selskabet i en meddelelse til fondsbørsen
Foto: Niels Ahlmann Olesen, arkiv, Ritzau Scanpix

Ørsteds topchef siger farvel efter otte år i spidsen

Henrik Poulsen fratræder senest 31. januar 2021 som topchef for Ørsted. Jagten på efterfølgeren er indledt.
15. JUN 2020 17.24

Efter otte år som administrerende direktør for Ørsted er det til næste år slut for Henrik Poulsen.

Han har nemlig opsagt sin stilling, som han dog fortsætter i frem til senest 31. januar 2021.

Det oplyser selskabet mandag i en meddelelse til fondsbørsen.

- Jeg har konkluderet, at det er det rette tidspunkt for mig at træde tilbage og frigøre tid til at forfølge nye udfordringer, siger Henrik Poulsen i meddelelsen.

Han fortæller, at han endnu ikke har besluttet, hvad fremtiden skal bringe.

- Før jeg åbner en ny dør, vil jeg gerne sikre, at jeg varetager min rolle som administrerende direktør for Ørsted fuldt ud.

- Derfor vil mit fokus i den kommende tid udelukkende være på Ørsted, siger han.

52-årige Henrik Poulsen har været topchef i Ørsted siden 2012 og stod i spidsen for selskabet, da det gik på børsen i 2016.

I de otte år har han været med til at ændre Ørsted.

Hvor det tidligere var et forsyningsselskab baseret på fossile brændstoffer, er det nu et verdensførende selskab inden for grøn energi.

Over den periode er værdien af selskabet øget markant.

Den første handelsdag på børsen - 9. juni 2016 - lukkede aktien i 258 kroner. Mandag endte prisen på 752,20 kr.

- Vi har nu nået et punkt, hvor transformationen af virksomheden er afsluttet, og vi har skabt en stærk platform for global vækst, siger Henrik Poulsen.

Han forlader dog ikke Ørsted fuldstændig.

Han er nemlig blevet nomineret til at indtræde i Ørsteds bestyrelse ved generalforsamlingen i marts 2021.

Bestyrelsesformand Thomas Thune Andersen takker i meddelelsen Henrik Poulsen for hans store indsats.

- Vi er kede af hans beslutning om at træde tilbage som administrerende direktør, men vi respekterer naturligvis hans ønske om at frigøre mere tid til andre aktiviteter, siger han.

Ørsted har indledt jagten på Henrik Poulsens efterfølger, oplyses det.

Ritzau