Energistyrelsen:
Øget beredskab i Tyskland ændrer intet i Danmark

Tyskland er i dag gået op på beredskabsniveau 2 - det såkaldte "Alert"-niveau. Danmark erklærede mandag "Early warning" som er et lavere beredskabsniveau. Det ændrer Tysklands udmelding ikke på.
23. JUN 2022 14.31

Fronterne er kørt hårdt op mellem Europa og Rusland på grund af krigen i Ukraine. EU har vedtaget sanktioner mod bl.a. russisk olie, men Rusland svarer også igen. Senest har Gazprom i sidste uge - uden varsel - reduceret gasleverancerne via Nord Stream 1 med først 40 pct. og derefter 60 pct.

Rusland giver reparationer af gaslinjen skylden for nedgangen i leverancerne, Tyskland mener russerne bruger gassen som et politisk våben. Det er tidligere varslet, at Nord Stream 1 lukker helt fra 11. juli til 21. juli i forbindelse med en større renovering. 

Nedgangen i leverancerne har fået flere lande til at øge beredskabet. Danmark erklærede mandag såkaldt "Early warning", som er beredskabsniveau 1. Danmarks naboland mod syd, har dog taget skridtet videre og er i dag gået op på næsthøjeste beredskabsniveau "Alert".

Tyskland er dog også væsentligt mere afhængigt af den russiske gas, end Danmark er, derfor får den tyske udmelding heller ikke nogen indflydelse på Danmarks beredskab, oplyser Energistyrelsen.

- Tysklands melding ændrer ikke på Danmarks situation. Der kommer stadig gas til Danmark fra Tyskland, og der fyldes gas på lagrene. Det er sommer og derfor er gasforbruget lavere, og vi producerer biogas, som dækker en stor del af det aktuelle forbrug. Men vi følger situationen tæt og holder øje med, om der sker yderligere ændringer i forsyningssituationen, siger vicedirektør Martin Hansen fra Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

 

amp