Mette F: Alle restriktioner forlænges til 13. april
Foto: Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix

Mette F: Alle restriktioner forlænges til 13. april

Statsministeren vil fastholde restriktioner og lukninger af skoler, forretninger, restauranter og arbejdspladser til efter påske, fordi det er vitalt for strategien, at man fortsat begrænser smittevejene.
23. MAR 2020 15.02
TEMA: Corona

Restriktionerne, som regeringen indførte 11. marts, fortsætter til 13 april. Det gælder både rejsevejledning, hjemsendelse af offentligt ansatte og forsamlingsbegrænsninger.

Det oplyste statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde mandag eftermiddag. Hun understregede dog også, at det endnu ikke er på tale at indføre et udgangsforbud.

– Fra man bliver smittet, til man bliver syg, kan der gå næsten to uger. Der kan gå endnu flere dage, før det kræver indlæggelse. Derfor kan alt det, vi gør i Danmark, endnu ikke ses i tallene. Der er ganske enkelt en forsinkelse, men Statens Serum Institut vurderer, at de kan have en indvirkning. derfor er det vigtigt, at vi som land holder fast, sagde Mette Frederiksen.

Udviklingen har været stabil over de seneste dage. Flere vil bukke under, det er ulykkeligt, sagde statsministeren.

Alt det, vi har gjort, kan ikke ses endnu i tallene. Hvis initiativerne fortsætter, kan strategien virke.

Statsministeren ved godt, at det er svært.

– Jeg ved også godt, at mange allerede nu kæmper med at få det hele til at hænge sammen. Familier som allerede nu oplever, at det er svært at arbejde hjemme, samtidig med, at man skal hjælpe børnene med undervisningen, sagde hun.

Mette Frederiksen forbereder danskerne på, at velfærdssamfundet ikke vil være det samme på den anden side af krisen.

– Vi må allerede nu sige, at vi danskere ikke kan forvente at møde præcis det samme velfærdssamfund, når vi er ovre på den anden side, sagde hun.

Facetime eller send et gækkebrev
Restriktionsforlængelserne går foreløbig frem til 2. påskedag, og det betyder, at den traditionelle højtid bliver meget anderledes end vanligt i år.

Mette Frederiksen opfordrer til, at man bruger andre kommunikationsmetoder til at holde kontakten i påsken. Hun advarer om, at for megen rejseri på tværs af landsdelene, som normalt karakteriserer påsken, kan udløse nye restriktioner.

– Om kort tid er det påske. En tid som mange familier har stærke traditioner omkring. For mange vil det være ekstra hårdt ikke at se hinanden.  Vi må bruge andre medier til at tale sammen. Det kan være Facetime eller at sende et gækkebrev. Så opfordringen her fra er, at man ikke rejser ud af landet. Tag ikke på skiferie i Sverige. Hold jer hjemme, sagde Mette Frederiksen.

– Vi har gjort ganske meget i Danmark. Og vi har gjort det hurtigt. Vores forhåbning er, at det samlet set vil betyde, at vi kommer til at ligge bedre, end i andre lande. Hvis danskerne fortsætter med at respektere reglerne, så kan vi komme meget langt. Men jeg afviser ikke noget.

– Min udmelding om påsken er meget, meget vigtig. Vi er nødt til at blive hjemme i påsken, så smitten ikke spredes fra en landsdel til en anden, sagde Mette Frederiksen.

1.060 respiratorer klar til brug
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fortalte, at antallet af respiratorer nu er vokset til 1.060 eller godt 100 flere end der var til rådighed for få dage siden.

Til gengæld mangler der i alvorlig grad testkit i forhold til en mere agressiv teststrategi, fortalte han.

– I den forbindelse vil jeg godt beklage og undskylde, at danske myndigheder i nogle tilfælde ikke har reageret, sagde han.

Han har også tidligere beklaget, at sundhedsmyndighederne ikke takkede ja til tilbød om at købe testkit fra Sydkorea.

– Vi har derfor taget kontakt til sydkoreanske myndigheder, som er nogen af dem, som har tilbudt testkit. Vinduet for at købe er ikke lukket. Der er lige nu ekstra testkit på vej til Danmark, fortalte han.

17.000 har meldt sig til at hjælpe
Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) sagde på pressemødet, at der indrettes flere intensiv–afsnit. Hun fortæller også, at der er stor opbakning til regionernes corona–jobbanker, hvor der søges arbejdskraft til at hjælpe i sunhedssektoren.

– Mere end 17.000 mennesker har meldt sig til at hjælpe, hvis vi skulle få brug for det. Vi håber stadig, at vi ikke vil få brug for det, understregede hun.

KL-formand Jacob Bundsgaard (S) fortalte på pressemødet, at kommunerne arbejder på at indkøbe værnemidler til de ansatte og sikre god udskrivning for patienter:

- Vi er klar til at tage imod de patienter, som måtte blive sendt tidligere hjem fra sygehuset, hvis det bliver nødvendigt. Vi vil gøre, hvad vi kan for, at det er trygt at komme hjem, sagde Jacob Bundsgaard.

Epidemi ventes at toppe om fire uger
Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm sagde på pressemødet, at epidemien ventes at toppe om fire uger.

Det er vigtigt at fortsætte med tiltagene for at sørge for, at smittekurven forbliver flad.

– Så er vi nødt til at holde fast i forhold til at bryde smittekæden, siger Brostrøm.