Klimarådet: Ny udbudsrunde bør aflyses
Klimarådet fraråder i ny rapport at regeringen igangsætter ny udbudsrunde for udvinding af olie og gas i Nordsøen. I stedet bør produktionen ophøre i senest 2050.
Foto: Malfere Damien, Total

Klimarådet: Ny udbudsrunde bør aflyses

Det vil være et stærkt klimapolitisk signal internationalt, vurderer Klimarådet, som råder regeringen til at aflyse den ottende udbudsrunde i Nordsøen.
4. JUN 2020 6.45

Regeringen udskød tilbage i januar beslutningen om, hvorvidt man skulle igangsætte en ottende udbudsrunde i Nordsøen. Siden har der været en igangværende debat om fordele og ulemper ved en eventuel ottende udbudsrunde for udvinding af olie og gas i Nordsøen. 

Derfor har klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) bedt Klimarådet om at komme med deres input for hvorvidt man bør afholde en ny udbudsbudsrunde. 

Klimarådet vurderer i en ny rapport, at en udbudsrunde vil have en 'meget beskeden betydning for de danske udledninger og 70 pct.-målet', men også at det vil være et stærkt klimapolitisk signal at sende ved at aflyse udbudsrunden og at en ny udbudsrunde vil gå imod Danmarks egne klimamål. 

Samlet set anbefaler Klimarådet derfor regeringen, at den ottende udbudsrunde aflyses. 

Fire aspekter til grund for anbefaling

Klimarådet lægger særligt vægt på fire aspekter i rapporten. For det første henviser rådet til, at et stop for ny efterforskning i Nordsøen vil styrke troværdigheden om 70 pct.-målet og udgøre et stærkt klimapolitisk signal internationalt. 

Dernærst hæfter Kliamrådet sig ved, at det samlet set gavner klimaet, at Danmark producerer mindre olie og gas. Det gælder også, selvom andre lande som modsvar formentlig vil producere mere olie- og gas for at kompensere for den mindskede produktion globalt. 

For det tredje henviser Klimarådet til, at prisen for hvert globalt sparet ton CO2 med stor sandsynlighed ikke er højere end de dyreste reduktionstiltag, som skal til for at opfylde 70 pct.-målet. Til sidst skriver Klimarådet, at statens indtægter fra en fortsat oliejagt ikke er så afgørende for statskassen, som de tidligere har været. 

Produktion bør ophøre senest i 2050

Med en ottende udbudsrunde vil udvindingen af olie- og gas i Nordsøen kunne potentielt fortsætte indtil 2060. Det vil dog arbejde imod Danmarks mål om at være klimaneutral senest i 2050. 

Selv med de nuværende licenser, som tillader olie- og gasudvinding et stykke ind i 2050'erne, kan det bilve en udfordring, hvorfor Klimarådet anbefaler at produktionen i Nordsøen ophører senest i 2050 for at Danmark kan komme i mål med sit mål om klimaneutralitet. 

Hvis Danmark skulle aflyse den ottende udbudsrunde, vil de ikke være alene i verden eller i Europa. Således har blandt andre Frankrig, Irland, Italien, Spanien og New Zealand alle indført et stop for efterforskning og indvending af olie og gas.