dknyt
dkvindkraft
dknyt
dksocial
dksundhed
dkindkob
DK Debat
DK Stillinger
Klimaminister: 24 indsatser skal bringe klimamålsætning i mål
- Vi kommer til at genbesøge de områder, vi har lavet aftaler på. Når vi når 2025, har vi genbesøgt alle sektorer mindst én gang, siger klimaminister Dan Jørgensen (S).
Foto: Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix

Klimaminister: 24 indsatser skal bringe klimamålsætning i mål

Ingen sektorer vil gå fri i forsøget på at indfri ambitionen om 70 procents-målsætning, siger Dan Jørgensen på pressemøde.

Ingen sektorer kommer uden om at skulle bidrage mere, for at Danmark kan nå målsætningen om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030. Det siger klimaminister Dan Jørgensen (S) onsdag på et pressemøde i København, hvor han præsenterer regeringens klimaprogram for 2021.

- Vi kommer til at genbesøge de områder, vi har lavet aftaler på. Når vi når 2025, har vi genbesøgt alle sektorer mindst én gang, siger han.

For nylig viste en rapport fra FN's klimapanel (IPCC), at det står værre til med verdens klima end forventet. Blandt andet med en global temperaturstigning på i værste fald mellem 3,3 og 5,7 grader i 2100. Det skal ses i lyset af, at 196 medlemslande i FN's klimakonvention i 2015 indgik Paris-aftalen.

Aftalen handler blandt andet om, at den globale temperaturstigning skal begrænses til under to grader og helst kun 1,5 grader i 2100.

24 initiativer

- Det er på den baggrund, at jeg i dag præsenterer et klimaprogram og en køreplan for et grønt Danmark, der viser, hvordan vi skal komme i mål med vores 70 procents målsætning, siger Dan Jørgensen.

Køreplanen indeholder 24 initiativer, som i de kommende år skal lede frem mod, at målsætningen bliver indfriet. I klimaloven, som et bredt flertal i Folketinget vedtog sidste år, er der sat et mål om, at Danmark i 2030 skal have reduceret udledningen af drivhusgasser med 70 pct. set i forhold til niveauet i 1990. Det svarer til cirka 20 mio. ton CO2.

- Vi har på to år truffet beslutninger, der gør, at vi er halvvejs i mål. Det er godt, fordi det er sket med bred opbakning i Folketinget og i en periode, hvor corona har udfordret os, siger Dan Jørgensen.

I 2025 vil regeringen gerne være i mål med at have besluttet alle de tiltag, der skal udløse reduktionerne på 70 pct. Klimarådet, der er regeringens rådgivende organ på klimaområdet, har tidligere efterlyst en overordnet plan for, hvordan Danmark skal nå 2030-reduktionsmålet. Også regeringens støttepartier har efterlyst det samme.

Ritzau

Tilmeld dig nyhedsbrevet