DK Nyt
DK Medier
Kommunen.dk
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Grækenland og Tyrkiet mødes efter årelang strid i Middelhavet
Grækenland og Tyrkiet gav mandag efter for pres fra EU og Nato, da de to lande indledte deres første direkte forhandlinger i næsten fem år om deres ophedede konflikter i den østlige del af Middelhavet.
Foto: Umit Bektas/Reuters

Grækenland og Tyrkiet mødes efter årelang strid i Middelhavet

Både EU og Nato har lagt pres på tyrkerne og grækerne for at få skabt en ny dialog mellem Ankara og Athen.
25. JAN 2021 12.48

Grækenland og Tyrkiet gav mandag efter for pres fra EU og Nato, da de to lande indledte deres første direkte forhandlinger i næsten fem år om deres ophedede konflikter i den østlige del af Middelhavet.

Forhandlingerne, som finder sted i Istanbul, ventes ikke at føre til noget større gennembrud i den ophedede konflikt om energiressourcer og grænser. Men de ventes at styrke et diplomatisk fremstød, som den tyrkiske præsident, Recep Erdogan, har indledt for at forbedre forholdet til EU.

I Tyrkiet ventes det, at USA's præsident, Joe Biden, vil slå ind på en hårdere og mere fjendtlig kurs over for Tyrkiet end sin forgænger.

Forhandlingerne kan også skabe et nyt grundlag for en afgrænsning af de nyligt opdagede reserver af naturgas i Middelhavet.

Den græske udenrigsminister, Nikos Dendias, sagde i weekenden, at der var tale om "undersøgende forhandlinger i god tro". Den samme udmelding kom fra hans tyrkiske modpart, Mevlüt Çavusoglu.

Indførte sanktioner sidste år

EU's stats- og regeringschefer besluttede på et møde i december sidste år at føje flere tyrkere til en sanktionsliste. Baggrunden var, at Tyrkiet "beklageligvis" havde rettet "ensidige provokationer og skærpet retorikken mod EU".

Der blev i konklusionerne fra topmødet henvist til de boringer, som tyrkerne udfører i det, som ifølge EU-landene er Cyperns eksklusive økonomiske zone.

Erdogan talte lørdag i telefon med EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, om blandt andet det emne.

Uenighederne mellem Tyrkiet og EU-landene har været mange. De engagerer medlemslandene i varierende grad. Det gælder også en strid om uroen i Libyen og andre steder i Mellemøsten.

Ritzau/AFP

Tilmeld dig nyhedsbrevet