EU godkender importforbud af russisk kul og lukker havne for russiske skibe

De nye sanktioner omfatter forbud mod blandt andet import af russisk kul, kemikalier, træ og vodka.
8. APR 2022 13.00

EU har fredag formelt godkendt femte pakke af sanktioner mod Rusland, meddeler EU-Kommissionen. De nye sanktioner omfatter forbud mod blandt andet import af russisk kul, kemikalier, træ og vodka. Desuden må russiske skibe nu ikke benytte EU-havne. Derudover forbydes alle transaktioner med fire russiske banker, deriblandt VTB.

De 27 medlemslande nåede til enighed om pakkens hovedindhold torsdag aften. Der var dog udfordringer med at få selve aftaleteksten i hus, erfarede Ritzau. Derfor måtte medlemslandene arbejde videre med sanktionspakken i løbet af natten. Sanktionerne har til formål at straffe Rusland for invasionen i Ukraine, der tog sin begyndelse 24. februar. Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) erklærer sig tilfreds med vedtagelsen af den nye EU-sanktionspakke.

- Jeg er tilfreds med, at vi indfører endnu en slagkraftig sanktionspakke, hvor nye ting kommer på bordet for at bremse den russiske krigsmaskine. Jeg har fra start kæmpet for, at vi lukker ned for Ruslands adgang til EU’s havne, og det tager vi nu det første skridt på vej imod, siger Kofod og tilføjer:

- Som noget helt nyt er vejtransport også omfattet. Og så indfører vi yderligere sanktioner på energiområdet i forhold til kul og dertil vigtige tiltag mod eksport af flybrændstof til Rusland.

Kofod venter, at der vil komme flere sanktioner senere.

- Vi kæmper stålsat videre fra dansk side for, at vi indfører de hårdest mulige sanktioner mod Putins Rusland, og vi har ikke set den sidste sanktionspakke endnu, siger han.

Ritzau / Reuters