Energistyrelsen støtter projekter i Skive og Fredericia med 128 mio. kr.

Energistyrelsen uddeler henholdsvis 80 mio. kr. og 48 mio. kr. til energilagringsprojekter i Skive og Fredericia, som udover ny teknologi vil bringe grønne arbejdspladser med sig.
20. DEC 2019 13.58

SKIVE / FREDERICIA: Energistyrelsen har tilkendegivet støtte på 128 mio. kr. til to energilagringsprojekter i Skive og Frederica, som henholdvis får 80 mio. kr. og 48 mio. kr. i støtte. Begge projekter er såkaldte P2X-projekter, som er en samlet betegnelse for teknologier, hvor elproduktion via typisk elektrolyse omdannes til brint, syntetiske gasser, brændstoffer eller kemikalier.

- Vi er ved et punkt, hvor teknologierne til produktion af vedvarende energi er så langt, at de snart ikke behøver støtte længere. Derfor øger vi nu fokus på støtte til fremtidens teknologier, der skal sikre, at vi udnytter det enorme potentiale, der ligger i vedvarende energi. Det næste store skridt i den grønne omstilling er, at udvikle teknologier, der kan omdanne den grønne strøm til for eksempel brændstoffer til fx busser, fly og skibe, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

Tilskuddet ydes til etablering af de to anlæg fra 2020 og til efterfølgende drift i en demonstrationsperiode frem til primo 2025.

Grøn DNA i Skive
Tilkendegivelsen om millionstøtten blev varmt modtaget i Skive.

- Det er klart en af de største og bedste nyheder, der har ramt Skive Kommune i lang tid. At et anlæg, der skal arbejde med en teknologi, som hele verden venter på, bliver placeret her i Skive Kommune, det er meget stort, siger borgmester Peder Christian Kirkegaard (V).    

GreenLab er en industriel, grøn virksomhedspark og et nationalt forskningscenter for grøn energi. En investering i GreenLab kommer derfor kommunen til gode, når man kan tiltrække nye virksomheder og arbejdspladser til området.

- Vi er så stolte af, at Skiveegnen nu bliver centrum for Danmarks næste energieventyr, og at vi kommer til at bidrage med konkrete løsninger på globale klimaudfordringer. Der har været mange gode dage på det seneste, men i dag er en hel særlig god dag, og det er en vidunderlig nyhed at modtage her op til jul, siger Peder Christian Kirkegaard.

Støtte til grønne arbejdspladser
Det blev også til millionstøtte til Fredericias kommende brintanlæg, der blev annonceret i november af Shell og Everfuel. Efter planen vil det blive Nordens største P2X-anlæg. 

Projektet sigter mod at etablere første fase af en stor-skala produktion og lagring af grøn brint, der kan understøtte en betydelig CO2-reduktion i forbindelse med produktionen af de eksisterende flydende brændstoffer fra Shell-raffinaderiet i Fredericia og samtidig etablere en konkurrencedygtig grøn brintforsyning som nul-emissions brændstof til den tunge transport.

- Igangsættelsen af produktion og lagring af vedvarende energi i form af brint i storskala er en positiv historie for Fredericia, der vil kunne bidrage til, at vi kan tiltrække spændende og grønne arbejdspladser, og det gør mig naturligvis både glad og stolt, når A/S Dansk Shell sammen med Everfuel øjner muligheder for store investeringer i den grønne omstilling i vores kommune, udtalte borgmester Jacob Bjerregaard (S) i forbindelse med, at projektet blev annonceret.