DK Nyt
DK Medier
Kommunen.dk
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Energimuseet genåbner til Earth Day

Selvom danskernes klimaopmærksomhed er voksende, markerer vi endnu ikke Earth Day. Det vil Energimuseet forsøge at ændre.
19. APR 2021 14.24

Museerne i Danmark kan igen slå dørene op for besøgende d. 21. april, men hos Energimuseet vælger man at udskyde genåbningen til dagen efter, d. 22. april, som også er kendt som den internationale Earth Day. 

- Den 22. april er en vigtig dag for klimakampen, og Energimuseet har besluttet at stå i spidsen for, at dagen fremover også bliver markeret i Danmark, siger Teo Juel Geer.

- I Danmark har vi markeret Earth Hour i slutningen af marts, men har aldrig gjort så meget ud af Earth Day, hvilket er en skam, for globalt er Earth Day den vigtigste dag for markering af indsatsen mod klimaforandringer. F.eks. blev Parisaftalen underskrevet 22. april 2016, og i år har USA's nye præsident Biden inviteret til Global Climate Summit  22. april. Her er det forventningen, at den amerikanske regering vil løfte sløret for, hvordan de vil bekæmpe de globale klimaforandringer, fortæller direktør Teo Juel Geer. 

Energimuseet slår desuden dørene op til sin nyindrettede Ørsted Sal, hvor man nu ved spændende spil, lege og forsøg kan teste sit eget energiforbrug og eksperimentere med, hvordan man får reduceret CO2-udledning med de aftalte 70 pct.

- F.eks. kan man lave en strømtest, og vi har udviklet et lærerigt spil, der nok skal få diskussionen om klima og forbrug i gang i familierne. Det er nok vores bedste familieaktivitet længe, siger Teo Juel Geer.

Energimuseet er Danmarks oplevelses- og formidlingscenter for energi, fremtidens energiløsninger og den grønne omstilling og har hjemme i Bjerringbro. 

Energimuseet klarede sig godt igennem sidste års nedlukningsperiode og vanskelige betingelser. Museet havde alligevel 36.500 gæster, og det er kun et fald på 20 pct. i forhold til året før.

- Vi ser frem til at komme tættere på normalen i år. Vi eksisterer jo for gæsternes skyld og for at skubbe til den grønne omstilling - ikke for at holde lukket og modtage kompensation fra staten, siger Teo Juel Geer.

esl

Tilmeld dig nyhedsbrevet