Danske Havne glæder sig over store havvindsambition

KORT NYT18. MAJ 2022 15.39

Brancheorganisationen Danske Havne er glad for den aftale om at etablere 150 GW havvind i Nordsøen inden 2050, som de fire Nordsølande Danmark, Tyskland, Holland og Belgien onsdag vil vedtage på topmødet på Esbjerg Havn.

- Vi er begejstrede for det høje ambitionsniveau og det tempo, der lægges op til. Vigtigt er også , at man bliver smidig og meget konkret, når de endelige planer skal lægges. Bureaukrati og eventuel uhensigtsmæssig lovgivning må ikke stå i vejen, så politikerne må være friske på at rydde alle sten af vejen i ekspres-fart, siger Tine Kirk, der er direktør i Danske Havne i en pressemeddelelse.

Hun tror på, at aftalen kan brunge mange arbejdspladser til de danske havne, og mener det er vigtigt, at Danmark spiller en central rolle i udformningen af aftalen.

- Vi var først i verden med satsningen på havvind, da vi etablerede verdens første havvindmøllepark i 1991, så det er meget passende, at Danmark også er central aktør i Esbjerg-erklæringen her i 2022. På sin egen måde er det også illustrativt, at det finder sted på vores havn i Esbjerg, der er Europas største vindhavn og involveret i mere end halvdelen af alle offshore vindaktiviteter i Europa,” siger Tine Kirk.

amp