Dansk selskab frifindes efter høj profit i oliehandel
Fredericiabaserede Monjasa blev frifundet i Højesteret.
Foto: Monjasa

Dansk selskab frifindes efter høj profit i oliehandel

Højesteret har frifundet Monjasa i en sag om billigt køb af olie, som østat havde konfiskeret hos konkurrent.
16. FEB 2021 12.49

I en usædvanlig retssag om købet af en last olie er selskabet Monjasa med base i Fredericia blevet frifundet for at betale erstatning på cirka 40 mio. kr.

Højesteret har tirsdag afvist kravet, som var rejst af det svenske selskab Stena Oil. De to selskaber sælger brændstof til skibsfarten og har været konkurrenter.

Olielasten tilhørte oprindeligt det svenske selskab, men lasten var blevet konfiskeret af den vestafrikanske østat Sao Tomé og Principe.

Derefter solgte østaten de 10.000 ton olie for det halve af markedsprisen til det danske selskab, som dermed gjorde noget af et røverkøb.

Ikke statsudøvet pirateri 

Den lille østat i Guineabugten havde oprindeligt konfiskeret olien fra to skibe, som på grund af dårligt vejr var søgt tæt på øerne, da olien skulle omlastes.

Østatens myndigheder og domstole mente, der var tale om smugleri, idømte kaptajnerne fængsel og overtog den værdifulde last. Senere har Den Permanente Voldgiftsret i Haag fastslået, at konfiskationen var i strid med folkeretten.

Under retssagen i Danmark har Stena Oil hævdet, at der nærmest var tale om statsudøvet pirateri.

Men i tirsdagens dom skriver Højesteret, at der skal helt ekstraordinære omstændigheder til, før en køber af konfiskerede varer kan dømmes til at være erstatningsansvarlig i forhold til den oprindelige ejer.

Det kan for eksempel være, når der er tale om statsudøvet pirateri, men det er ikke der ikke ført bevis for, mener dommerne.

Ritzau

Nyhedsbrev