dknyt
dkvindkraft
dknyt
dksocial
dksundhed
dkindkob
DK Debat
DK Stillinger

Dansk ordning for landstrøm forlænges

Det Europæiske Råd har godkendt en forlængelse af den danske ordning for reduceret afgift for landstrøm til skibe frem til juni 2027.
15. JUN 2021 12.42

Skive i danske havne kan også i fremtiden få landstrøm til med en reduceret afgift, efter af Det Europæiske Råd har godkendt en forlængelse af den danske ordning, der ellers stod til at udløbe i juni i år. 

Danske Rederier har presset på for at få forlænget ordningen, og det vækker derfor glæde hos Danske Rederier, at ordningen nu er gældende frem til 2027. 

- Vi er altid optaget af, hvordan vi kan reducere den lokale luftforurening fra skibsfarten og skubber på den grønne omstilling generelt, og derfor er jeg tilfreds med, at det nu sikres, at færgerne, der i dag sejler på batterier, fortsat kan bruge el i stedet for brændstof, siger Jacob K. Clasen, viceadm. direktør i Danske Rederier. 

Landstrøm og batterier fylder mere og mere blandt de danske færger. Senest har Copenhagen Malmö Port annonceret, at de installerer et landstrømanlæg til DFDS-færgerne. De er langt fra alene. 

ForSea har i flere år sejlet på el mellem Helsingør og Helsingborg, Scandlines sejler med en blanding af batteri og brændstof på deres hybridflåder, Molslinjens nye Fanøfærge sejler på ren el og DFDS planlægger at bruge landstrøm i København, skriver Danske Rederier. 

Klimapartnerskabet for Det Blå Danmark har desuden anbefalet, at regeringen gør udrulning og styrkelse af elnettet i danske havne til en national prioritet.

- Hvis vi skal have elektrificeret færgedriften i endnu større omfang, så kræver det store investeringer i land. Man kan ikke bare trække en forlængerledning fra færgen op til nærmeste strømstander, det kræver en helt anden kapacitet. Med rådets beslutning om at forlænge ordningen for afgiftsfritagelse for landstrøm, giver det  mening fortsat at gå den vej, siger Jacob K. Clasen.

esl

Tilmeld dig nyhedsbrevet