dknyt
dkvindkraft
dknyt
dksocial
dksundhed
dkindkob
DK Debat
DK Stillinger

Dansk Energi: Regeringens strategi mangler retning

Regeringen har netop præsenteret deres længe ventede strategi for elektrificering af samfundet. Strategien mangler dog konkrete mål og handling, mener Dansk Energi.
30. JUN 2021 10.24

Elektrificeringen af samfundet kommer til at være et afgørende skridt i retningen af Danmarks klimamål og senere et klimaneutralt samfund. Det er både eksperter, branchefællesskaber og politikerne enige om. 

Regeringen har netop præsenteret sit udspil til en elektrificeringstrategi, men Dansk Energi kritiserer udspillet for at være sparsomt med konkrete politiske mål og handlinger, der kan fremrykke elektrificeringen.

- Det er super godt, at regeringen tydeligt anerkender elektrificeringens vigtige rolle. Men vi mangler konkrete mål, og det får vi ikke med regeringens strategi, siger Lars Aagaard, administrerende direktør, Dansk Energi.

– Vi skal opstille ladestandere. Vi skal levere grøn el og udbygge elnettet til varmepumper, så danskerne kan skrotte olie- og gasfyret. Og vi skal producere store mængder el til Power-to-X, så transportvirksomhederne kan få grønne brændsler til deres fly, skibe og lastbiler. Vi er i fuld gang. Men vi kan ikke levere el til varmepumper, millioner af elbiler og Power-to-X i 2040 med et snuptag – det kræver indsatser allerede i dag, siger Lars Aagaard.

Regeringen har allerede annonceret, at der kommer flere tiltag og strategier til efteråret, blandt andet en Power-to-X-strategi og en gasstrategi, ligesom kommissionen for en grøn skattereform præsenterer sin første delrapport, der vil give den første pejling på en CO2-afgift. 

Branche har brug for retning

De forskellige indsatser skal hver især bidrage til elektrificeringen, men Lars Aagaard håber, at der hurtigst muligt kan komme en klar retning fra regeringen. 

– Energibranchen skal føre regeringens strategi ud i livet og gøre den til virkelighed. Men uden ambition og uden konkrete mål risikerer energibranchen at investere for meget, for lidt eller for sent, så det er vigtigt, at der nu politisk arbejdes for, at strategien får en konkret plan for at nå i mål, siger Lars Aagaard. 

Ifølge regeringens Klimapartnerskab for energi og forsyning skal elforbruget fordobles frem mod 2030 på bekostning af et lavere forbrug af fossile brændsler. Det er især varmeproduktion og erhvervslivets energiforbrug, der skal elektrificeres.

Antallet af elbiler skal desuden passere mindst én mio. i 2030, ligesom den tunge transport i langt højere grad skal køre på el eller grønne Power-to-X brændsler produceret på el. Og dét burde regeringens elektrificeringsstrategi have indeholdt en ambition og køreplan for.

– Der skal sættes et mål for, hvordan elektrificeringen skal bidrage til CO2-reduktioner i varmesektoren, i industrien og i transporten, og de mål skal være omdrejningspunktet for fremtidige politiske aftaler og tiltag. Især haster det med en grøn skattereform, så alle energikunder får et klart prissignal om, hvad det i fremtiden koster at bruge fossile brændsler frem for grønne. Kunderne skal vide, hvad der venter, så de allerede nu træffer de rigtige valg, siger Lars Aagaard.

Det er ikke kun Dansk Energi, der efterlyser en retning fra staten, men også Vestas, der påpeger, at elektrificering kræver mere vedvarende energi. 

esl 

Tilmeld dig nyhedsbrevet