Dansk Energi: CO<sub>2</sub>-afgifter kan give bagslag
Foto: Dansk Energi

Dansk Energi: CO2-afgifter kan give bagslag

Dansk Energi byder Klimarådets rapport velkommen, men har - ligesom klimaminister Dan Jørgensen - forbehold over for afgifter på CO2.
10. MAR 2020 10.49

Mandag præsenterede Klimarådet sin rapport for, hvordan Danmark kan nå klimamålet om at nedsætte sin CO2-udledning med 70 pct. i 2030. 

Hos Dansk Energi er der mange positive tilkendegivelser i rapporten at finde:

– Handler vi i tide er det er muligt at levere el og varme til det danske samfund uden brug af kul og gas og dermed skabe forudsætningen for, at alle kan mindske deres CO2-udledninger ved at elektrificere, siger Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi i en pressemeddelelse.  

- Der skal sættes strøm til bilen i carporten, lastbiler, busser, færger - og ultimativt fly. Det kommer til at kræve mere vedvarende energi – primært vindmøller og solceller – og et elnet, der er udbygget til at kunne levere den el, der skal tage over, når de fossile brændsler smides på porten, siger han.

Afgifter til debat
En stort punkt i Klimarådets anbefalinger er øgede afgifter for CO2, hvilket har fået blandet modtagelser og forventes at blive et af de store slagsmål mellem de politiske partier, der tirsdag går til klimaminister Dan Jørgensen (S) med deres ønsker. 

Dan Jørgensen selv var forbeholden overfor afgifterne, mens Dansk Energi også forbeholder sig kritisk herfor. 

– Det siger sig selv, at når man pålægger vores erhvervsliv CO2-afgifter, som udenlandske virksomheder undgår, er det ikke bare ødelæggende for vores kunders konkurrenceevne – det er også potentielt skidt for klimaet. Varerne vil stadig blive efterspurgt, de vil blive produceret – men ikke i Danmark, hvor det gøres på en langt mere klimavenlig måde sammenlignet med andre lande, siger Lars Aagaard og fortsætter:

– Hvis 70 pct. målet alene er brolagt med nye afgifter, der rammer vores internationalt konkurrenceudsatte erhvervsliv, ligesom den sociale balance skal være fair, er vi bange for effekten for energikunderne, og at vi mister den langsigtede opbakning. Til gengæld er vi glade for Klimarådets betoning af, at afgifterne på el til varme skal ned, siger Lars Aagaard. 

esl