Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix

Danmarks energiforbrug og CO2-udledning falder for 2019 - mere vind og mindre olie

Danmarks energiforbrug faldt med 3,4 pct., mens de faktiske udledninger af CO2 faldt med knap seks pct. Vindkraft fylder mere i energiproduktionen, mens olie og naturgas falder.
2. APR 2020 9.22

En ny oversigt fra Energstyrelsen viser, at Danmarks samlede energiforbrug er faldet, mens det samtidig betyder, at Danmark udleder mindre CO2 gennem sin energiproduktion.

Således er Danmarks energiforbrug faldet med 3,4 pct. Samtidig er mere af Danmarks energiproduktion rykket over til mere bæredygtige energikilder såsom vindkraft. 

Dermed faldt de faktiske udledninger af CO2 fra energiforbruget sidste år med 5,7 pct. sammenlignet med 2018. Når der korrigeres for klimaudsving og brændselsforbrug knyttet til udenrigshandlen med elektricitet, faldt CO2-udledningerne i 2019 med 3,9 pct, skriver Energistyrelsen. 

Siden 2010 er de faktiske CO2-udledninger faldet med 34,1 pct., mens de korrigerede udledninger er faldet med 22,6 pct. 

Mens mere af energiproduktionen nu kommer fra vindkraft, betyder det også, at der er et fald i fossile brændstoffer som kul, olie og naturgas. Produktionen af bæredygtig energi steg med 4,2 pct.

Danmarks kulforbrug faldt med næsten 43 pct., og udgør nu kun fem pct. af energiforbruget. Produktionen af olie og naturgas faldt henholdsvis 11,4 pct. og 25,7 pct.  

Således ser Danmarks samlede energiforbrug ud opgjort i petajoule. Tallet i parantes er for 2018. 

  • Samlet energiforbrug: 724 (749)
  • Olie: 289 (287).
  • Vedvarende energi: 254 (246).
  • Naturgas: 104 (113).
  • Kul og koks: 39 (68)
  • Affald: 17 (18).
  • Import af el: 21 (19)

esl / Ritzau