CO<sub>2</sub>-neutrale Mærsk-skibe kan være en gamechanger for Power-to-X
Mærsk har planer om at alle nye skibe skal kunne sejle på alternative brændsler. Det kan blive en gamechanger for Power-to-X.
Foto: Fabian Bimmer/Reuters

CO2-neutrale Mærsk-skibe kan være en gamechanger for Power-to-X

Mærsk vil sejle med sit første CO2-neutrale skib i 2023 og planlægger, at alle nye skibe skal kunne sejle på alternative brændsler. Udmeldingen er en gamechanger for Power-to-X, mener Dansk Energi.

Mærsk vil i 2023 være de første i verden til at sejle med et CO2-neutralt skib, oplyser Mærsk i en pressemeddelelse. Det er syv år tidligere end den oprindelige plan om at have et klimaneutralt skib i 2030.

Det fremtidige Mærsk-skib kommer til at droppe olien som brændstof og kommer til at sejle på enten e- eller biometanol. Det er to af de alternative brændstoffer, som Mærsk har udpeget til fremtiden. De øvrige er ammoniak, biodiesel og lignin. 

Mærsk fortæller også, at selskabet går med planer om, at alle nye skibe i fremtiden kommer til at skulle kunne sejle på enten alternative, CO2-neutrale brændsler eller brændstof med et meget lavt indhold af svovl.

Mærsks udmelding om at satse på alternative brændstoffer kan blive en gamechanger for Power-to-X, mener Dansk Energis direktør Lars Aagaard.

- Gamechanger for PtX. Mærsk sender klart signal til marked og kan være med til at bryde PtX paradoks, skriver Lars Aagaard på twitter. 

Paradokset består netop i, at så længe der mangler efterspørgsel på PtX-løsninger, vil kapaciteten ikke stige, men efterspørgslen stiger ikke, så længe der ikke er den nødvendige storskala produktion. 

Ifølge Mærsk-topchef Søren Skou har den danske logistik- og transportkoncern en ambition om at vise vejen for en CO2-neutral, global logistikkæde.

- Vores ambition om at have en CO2-neutral flåde i 2050 var et måneskud, da vi annoncerede det i 2018.

- I dag ser vi det som en udfordring, men trods alt et mål, der er til at nå, siger Søren Skou i pressemeddelelsen.

I 2018 var Mærsk det første container-rederi i verden til at præsentere planer om at reducere CO2-udledningen med 60 procent i 2030 og være CO2-neutral i 2050.

 

amp/Ritzau

Nyhedsbrev