Aarhus Havn sætter containeromsætningsrekord
Det er her på Aarhus Havns container terminal, at rekorden er sat.
Foto: Aarhus Havn

Aarhus Havn sætter containeromsætningsrekord

Med 574.747 containeromsætninger har Aarhus Havn sat ny Danmarksrekord.
3. DEC 2020 10.11

AARHUS: På trods af coronapandemien har der været travlt på Aarhus Havn. Således vil havnen i dag løfte container nummer 574.747 over kaj. Det svarer til mere end en i minuttet året rundt, og det er det største antal i Danmark nogensinde.

Havnen slår sin egen rekord fra sidste år, og med 28 dage tilbage af året er det en rekord, der i den grad bliver sat til vægs. 

- Det betyder samtidig, at alt hvad vi omsætter resten af året, er lig med årets vækst, og det, synes jeg, er ganske flot i en tid med svag verdensøkonomi, siger havnedirektør, Thomas Haber Borch.

En af forklaringerne på den markante fremgang i containeromsætningen på havnen er en stigende eksport af svinekød til det asiatiske marked. Men det er ikke kun eksporten af containere, der er steget, også importen har haft et godt år, hvilket overrasker Thomas Haber Borch.

- Jeg vil gerne erkende, at det ikke var vores forventning, at vi i år både skulle sætte rekord i antallet af importerede og eksporterede containere – og især ikke, når vi skeler til, hvad der sker i nogle af de øvrige havne i Europa, siger han.

Aarhus Havn er landets største containerhavn med en markedsandel på mere end 65 pct. af de containere, der omsættes i Danmark.

amp

Nyhedsbrev