Aalborg på vej mod overtagelse af stor industrigrund ved havnen
Den store Hedegaard Agros-bygning i midten af billedet.
Foto: Finn Byrum, Ritzau Scanpix.

Aalborg på vej mod overtagelse af stor industrigrund ved havnen

Ankestyrelsen har i en forhåndsudtalelse sagt ja til kommunal overtagelse af havnegrund, hvor Hedegaard Agros korn- og foderstof ligger.
5. MAJ 2020 9.26

AALBORG: Som led i den fortsatte udvikling af det centrale Stigsborg-område arbejder Port of Aalborg og Aalborg Kommune nu på at få fastlagt den nærmere fremtid for den sidste del af Port of Aalborgs areal på Stigsborg-området, oplyser kommunen. 

Et stort område centralt i Nørresundby - mellem Limfjordsbroen mod vest og Limfjordstunnellen i øst - er Stigsborg Havnefront, der med pressemeddelelsens udtryk kaldes 'et af landets mest interessante byudviklingsprojektere', der skal udvikles over de kommende 25-30 år.

De i alt 54 hektar ejes i dag delvist af Aalborg Kommune, udviklingsselskabet Stigsborg P/S og Port of Aalborg. Nu overvejes det om den sidste del af området, der tilhører Port of Aalborg skal overdrages til Aalborg Kommune eller udviklingsselskabet Stigsborg P/S.

Der er tale om cirka 90.000 m2, der strækker sig fra øst ved Limfjordsbroen til Aalborg Kommunes bygning på Stigsborg Brygge 5. Området huser i dag Hedegaard Agros korn- og foderstofaktiviteter, og disse aktiviteter fortsætter uændret efter salget. 

Ankestyrelsen gav grønt lys

Aalborg Kommune har efter ansøgning hos Ankestyrelsen tidligere på året fået en forhåndsudtalelse med godkendelse af muligheden for at overtage ejerskabet af området.  Om baggrunden for overvejelserne siger adm. direktør hos Port of Aalborg, Claus Holstein. 

- Hos Port of Aalborg har vi over de seneste 10-15 år systematisk reduceret vores havneaktiviteter centralt i Aalborg for at give plads til, at andre aktører kan begynde at bruge området til byomdannelse og rekreative formål. I stedet koncentrerer vi vores gods- og ejendomsaktiviteter uden for byen - nemlig i Østhavnen 10 kilometer fra Aalborg centrum. En eventuel overdragelse vil desuden understøtte vores omfattende investeringer i udbygning af Østhavnen, siger Claus Holstein. 

Aalborg Kommune kigger nu på forberedelserne til en kommende etape. 

- En overdragelse af arealer til Aalborg Kommune eller udviklingsselskabet vil være naturligt for at sikre byudviklingen, og vi kigger nu på timingen af dette. Hos Aalborg Kommune har vi en målsætning om løbende at sørge for, at byens borgere har adgang til attraktive arealer langs fjorden. Hedegaard-arealet har meget attraktive arealer med kajgader, og det er vigtigt, at Aalborg Kommune eller udviklingsselskabet får den bestemmende indflydelse over området og kan arbejde videre med den allerede igangværende byomdannelse i området, forklarer kommunaldirektør Christian Roslev.

Overvejelserne ventes forelagt bestyrelsen i Port of Aalborg A/S og Aalborg Byråd i efteråret 2020.

ka
 

Nyhedsbrev