Aalborg Havn udvider: Multiterminal fordobles

Efterspørgslen får Aalborg Havn til at udvide blot to år efter at have etableret sin multiterminal.

AALBORG: Både de korte og mellemlange aftaler om kajnær, befæstet opbevaringskapacitet hitter hos Aalborg Havn, der tilbage i 2017 reagerede på netop den efterspørgsel med etableringen af en 16.000 kvadratmeter stor multiterminal ved siden af containerterminalen. 

Efterspørgslen på de befæstede arealer har siden sprængt rammerne, og det får nu Aalborg Havn til at udvide. Havnens bestyrelse har godkendt planerne om en udvidelse af multiterminalen på yderligere 17.000 kvadratmeter.

- Multiterminalen har været en succes fra dag ét, og siden er efterspørgslen på kajnære, befæstede arealer kun gået én vej. Hos Aalborg Havn vil vi gerne imødekomme den efterspørgsel for at sikre bedre rammer om vores kunders drift. Derfor udvider vi nu multiterminalen betragteligt, mens vi sideløbende arbejder på klargøringen af et nærliggende areal, der giver os mulighed for at udvide terminalen yderligere, hvis efterspørgslen fortsætter med at stige, forklarer commercial manager hos Aalborg Havn Logistik, Michael Rosenkilde Lind, og tilføjer:

- Multiterminalen er særligt attraktiv i kraft af placeringen tæt på både kajen og godsbaneterminalen, og den har åbnet op for, at vores kunder kan benytte området til både eksisterende og nye godstyper samt mellemlagring af disse på havnens arealer. 

Bedre forbindelse til godsbanen
Med udvidelsen får jernbanesporet en central placering på multiterminalen, og som led i udvidelsen har Aalborg Havn desuden besluttet at investere i netop jernbanesporet, der opgraderes med rillespor. 

- Generelt kommer udvidelsen til at give os flere muligheder i forhold til godsbanen, da der for det første bliver meget mere plads til at håndtere jernbanegodset og for det andet mulighed for at tilgå vognene fra begge sider, siger Rasmus Munk Kolind, der er commercial manager med ansvar for blandt andet godsbanen i Aalborg Havn Logistik.

MG 

Nyhedsbrev