Det er efterhånden et velkendt budskab, men ikke desto mindre, slår Dansk Industri det fast endnu engang: Der er behov for, at Danmark kommer i gang med en national strategi for Power-to-X og CO2-fangst og -lagring (CCS).
- Vi ser nye projekter med Power-to-X-fabrikker og CO2-fangst skyde frem over alt i øjeblikket. Og det er afgørende, at vi er hurtige på aftrækkeren og investerer samfundets penge de rigtige steder, så vi får de størst mulige klimagevinster og sikrer, at danske virksomheder er med helt fremme i udviklingen, siger Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi.
Derfor nedsætter DI Energi nu et advisory board, hvor virksomheder inden for energi og forsyning, fødevarer- og transportsektoren samt procesindustrien er repræsenteret. 32 virksomheder har indtil nu sagt ja til at medvirke i panelet.
- De virksomheder, der fremstiller bæredygtige brændstoffer og anlæg til at fange og lagre CO2, efterlyser storskalaanlæg, så de kan være helt i front. Sammen med de førende danske virksomheder vil vi gerne give vores bud på, hvordan vi bedst muligt fremmer udviklingen. Det har stor betydning for virksomhedernes konkurrenceevne og dansk eksport af energiteknologi, siger Troels Ranis.
I Klimaaftalen fra sidste år blev der afsat en pulje til at støtte udviklingen af PtX- og CCS-teknologierne, ligesom det blev udlagt, at der skulle komme en national strategi på områderne i 2021.
Der har i år været flere høringer som forberedelse til den nationale strategi. En anbefaling, der er gået igen og igen har været, at Danmark skal skynde sig med at komme i gang, hvis man ikke skal sakke bagud i forhold til resten af Europa.
Både eksperter og regeringen selv har udråbt Power-to-X og CCS som vigtige redskaber i den grønne omstilling.
Kim Grøn Knudsen, Chief Strategy & Innovation Officer hos Haldro Topsøe er udpeget som formand for det nye advisory board. Ørsted, Semco Maritime, CIP, Københavns Lufthavn og Danske Shell er blandt andet repræsenteret.
DI Energi Advisory Board består af: