Nordsøolien runder 65 USD

Nordsøolien har tirsdag taget et stort spring opad og rundet 65 USD og ligger aktuelt på 66,1 USD per tønde.
23. FEB 2021 10.29

En forventning, om at OPEC+-landene igen vil øge produktionen, resulterede fredag i et større fald i olieprisen på næsten to dollar per tønde ift. et 13 måneders højdepunkt torsdag på 64,34 USD per tønde.

Mandag og tirsdag har dog igen budt på pæne stigninger, og olieprisen er nu over niveauet fra sidste uge. 

Nordsøolien har således brudt 65-USD-grænsen og koster aktuelt 66,07 USD mod 64,36 USD mandag. Den amerikanske WTI-olie ligger på en pris på 62,40.

Oliepriserne er hjulpet markant på vej af meget koldt vejr i USA. Det har lukket produktionen af i Texas, og ifølge analytikere har kulden lukket en tredjedel af den amerikanske olieproduktion.

Olieprisen er også fortsat positivt påvirket af Saudi Arabiens frivillige produktionsnedskæringer som gælder marts måned ud.

Ligeledes giver gode resultater fra Pfizers coronavaccine og en genåbningsplan for Storbritannien optimisme for, at efterspørgslen på olie vil stige i de kommende måneder. 

Både Goldman Sachs og Morgan Stanley har hævet deres forventninger til, hvad olieprisen skal ligge på. Goldman Sachs forventer, at WTI-prisen vil nå 75 USD per tønde i tredje kvartal mod tidligere 65 USD. Morgan Stanley forventer et niveau på 70 USD i tredje kvartal.  

 

Nyhedsbrev