Trump forsøger at lempe reglerne for Arktis-boringer

Trump-administrationen er klar til at udstede nye olielicenser i Arktis og lempe sikkerhedsforanstaltninger.
20. NOV 2020 10.19

Siden det amerikanske valg, har Donald Trump haft travlt med meget andet end at anerkende valgresultatet.

Foruden at underminere valgresultatet og fyre ledende personer, som har været ham på tværs, forsøger Trump at tilbagerulle sikkerhedsforanstaltninger ved olieboringer i Arktis og igangsætte nye olielicenser.

Dele af sikkerhedsforanstaltningerne blev indført i kølvandet af Deepwater Horizon-katastrofen i 2010. Trump-administrationen argumenterer for at tilbagerulle en række af de tiltag for at afholde Rusland fra at styrke sin tilstedeværelse i regionen, skriver The Hill.  

Miljøaktivister advarer mod at lempe reglerne i Arktis, da et olieudslip her vil være endnu sværere at inddæmme end i eksempelvis Den Mexicanske Golf, hvor Deepwater Horizon-ulykken skete. 

Trump-administrationen forsøger ligeledes at gennemføre nye onshore-olieboringer i Arktis, hvor Bureau of Land Management er ved at gøre klar til at behandle mulige ansøgninger, skriver The Guardian.  

Hvis administrationen fortsætter med arbejdet, vil man kunne udstede nye olielicenser i Arktis, før Biden bliver indsat som ny præsident til januar. 

esl

Nyhedsbrev