Tidligere investorer kræver erstatning fra Titus Olie & Gas

Titus Olie & Gas gik i foråret konkurs, da coronakrisen ramte markedet hårdt. Men en række investorer er utilfredse med ledelsen og kræver nu erstatning.
17. NOV 2020 10.28

Titus Olie & Gas A/S kom under konkursbehandling efter egen begæring i maj. Hovedaktionær i Titus og direktør i Titus Energy Group Lars Windfeld forklarede konkursen med det pludselige og skarpe fald i oliepriserne i foråret.

Men ifølge "Foreningen af kritiske Titus-investorer" har ledelsen handlet uansvarligt, og man er derfor nu klar til at gå videre med sagen, skriver Finans.  

200 har fundet sammen i "Foreningen af kritiske Titus-investorer", og de er nu klar til rejse krav og erstatning mod den tidligere ledelse i Titus Olie & Gas. 

- Vores advokater har nu haft lejlighed til at undersøge forholdene for foreningen, og de er vendt tilbage med den konklusion, at der er grundlag for at rejse krav om erstatning mod bl.a. den tidligere ledelse i Titus Olie & Gas A/S som følge af mangler ved de udarbejdede prospekter, siger foreningens formand, Henrik Hegaard, i en pressemeddelelse.  

Ifølge Finans vil de utilfredse investorer kræve mindst 100 mio. kr. i erstatning, ligesom man vil inddrage både politiet og Finanstilsynet i sagen. 

esl

Nyhedsbrev