Italiensk olieselskab og norsk investor finder sammen i grøn satsning

Endnu et europæisk olie- og gasselskab retter fokus på havvind i en ny satsning i Norden med norsk investor.
12. NOV 2020 8.58

Italienske Eni og norske HitecVision går sammen i en ny fælles satsning med joint venture selskabet Vårgrønn. 

Det nye joint venture selskab skal udvikle nye, grønne energiprojekter i Norge og på det nordiske marked, fremgår det af pressemeddelelsen. 

Eni og HitecVision har tidligere fundet sammen og dannet olieselskabet Vår Energi i Norge, som dagligt producerer mere end 300.000 tønder olieækvivalent i Nordsøen, Norskehavet og Barentshavet. 

Vårgrønn vil derimod satse på vedvarende energikilder og har særligt fokus rettet mod offshore vind i Norge.

Eni vil eje 69,6 pct. af selskabet, mens HitecVision vil eje 30,4 pct. af Vårgrønn. 

Eni er dermed den seneste i række af europæiske olie- og gasselskaber, der opretter samarbejder med vindindustrien. Tidligere har Equinor, BP og Total alle investeret i offshore vind i Europa, Asien og USA.

esl 

Nyhedsbrev