Baltic Pipe er forsinket på Sjælland

Tekniske udfordringer, dårligt vejr og corona har alle medvirket til, at anlæggelsen af Baltic Pipe på Sjælland først færdiggøres næste sommer.
15. OKT 2020 9.44

Arbejdet med anlæggelsen af gasledningen til Baltic Pipe på Sjælland har været ramt af både demonstrationer, tekniske udfordringer med blandt andet svejsningen, dårligt vejr i foråret og sidste efterår og senest corona-restriktioner.

Derfor må Energinet nu erkende, at anlæggelsen bliver forsinket og først bliver færdiggjort næste sommer.

- Vores entreprenør har ikke kunnet følge den tidsplan, vi har aftalt, og vi er derfor langt bagud. Vi må erkende, at vi ikke kan nå at blive færdige i år, inden vejret bliver for dårligt til det tunge anlægsarbejde, siger Nina Frøkjær Vendelboe, projektleder i Energinet.

Det betyder blandt andet, at de berørte lodsejere mister endnu en sæsons afgrøder på det 32 meter brede arbejdsbælte og andre arbejdsområder, der bliver brugt til anlægsarbejdet på Baltic Pipe. Lodsejerne vil modtage erstatning for generne og de tabte afgrøder. 

- Det rammer desværre en stor del af vores lodsejere, som skal trækkes med os meget længere, end vi oprindeligt havde regnet med. Det er vi selvfølgelig rigtig ærgerlige over, og vi beklager de ekstra gener, det medfører for lodsejerne. Vi gør alt, hvad vi kan for både at minimere generne og blive færdige så hurtigt som muligt. 

Energinet udskyder afslutningen af anlæggelsen til næste sommer i stedet for slutningen af 2020, der hidtil har været planen. Den nye tidsplan er fortsat afhængig af vejret.

esl 

 

Nyhedsbrev