Skipper ser tiden an: Klimaopgørelse i februar bliver afgørende

Enhedslisten vil ikke true med at vælte regeringen endnu. Men Klimarådets opgørelse i februar bliver central, og så skal regering vælge mellem "hockeystaven" eller "den lige retning".
2. OKT 2020 10.52

De Radikales leder, Morten Østergaard, løber igen med klimaoverskrifterne, efter at han i et interview med Weekendavisen truer med ikke at stemme for finansloven.

Men også hos regeringens øvrige støttepartier er der stor utålmodighed med regeringens klimaindsats. Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, mener dog, at Østergaards fokus på regeringens klimaprogram er for snævert.

- Klimaprogrammet er uambitiøst, og man har lyst til at sige en fesen omgang. For det får os ikke i mål. Men jeg tager det som givet, at klimaprogrammet ikke er det, der står tilbage, når vi er færdige med efteråret.

- Vi skal i gang med forhandlinger om transportsektoren og landbruget. Det vil betyde, at vi har et helt anderledes klimaprogram, når vi når til februar, hvor Klimarådet skal vurdere regeringens indsats og se, om de er på vej mod 70 pct., siger Pernille Skipper.

Hun siger dermed inddirekte, at Morten Østergaards trussel mod regeringen nok aldrig bliver effektueret. For klimaprogrammet kan ikke undgå at blive lavet om i efteråret, mener Skipper.

Lige retning eller hockeystaven

Det afgørende for Enhedslisten bliver, om regeringen vil forpligte sig på et 2025-mål om reduktioner på mellem 50 og 54 pct.

Gør regeringen det, og bakker regeringen det samtidig op med konkrete initiativer, så er regeringen på vej mod en lineær indfrielse af målet om 70 pct. reduktion i drivhusgasserne i 2030. Det vil sige, at man år for år bevæger sig i en lige retning frem mod målet.

Afviser regeringen derimod 2025-målsætningen og de nødvendige initiativer, så har regeringen slået ind på det, som finansminister Nicolai Wammen har kaldt hockeystaven.

Det vil sige en bevægelse, hvor man ikke træffer så mange beslutninger nu, men venter til teknologien kan hjælpe og så til sidst laver et brat stigning op ad hockeystaven, så man når 2030-målsætningen.

Den metode har Klimarådet dog været skeptisk over for, og det samme er Enhedslisten. Pernille Skipper ønsker ikke at opstille trusler mod regeringens liv, men hun siger:

- Målsætningen på 70 pct. er fuldstændig fundamental for Enhedslisten. Det var noget af det, vi gik til valg på. Det skal vi selvfølgelig levere på, for det er vil alle sammen valgt på. Om det så bliver et opgør om finansloven, er jeg ikke sikker på.

- Men det er helt sikkert, at er regeringen ikke på rette vej, når Klimarådet skal vurdere dem i februar, så kan det blive en meget, meget alvorlig sag for denne regering.

Ritzau

Nyhedsbrev