Klimaminister advarer mod afgifter og kalder De Radikale rabiate

Klimakrav fra støttepartier vil føre til ulighed og tab af arbejdspladser, mener klimaministeren. Støttepartier kalder ministerens tilgang for "bagstræberisk" og "bekymrende".
17. SEP 2020 8.57

Klimaminister Dan Jørgensen (S) går nu skarpt i rette med regeringens støttepartier, der i månedsvis har kritiseret regeringen for at gøre alt for lidt i kampen mod klimaforandringerne.

Det sker forud for et efterår, hvor der venter store klimapolitiske slagsmål om biler, landbrug og grønne afgifter.

Ministeren langer særligt ud efter De Radikale, der i foråret truede med at vælte regeringen grundet manglende klimahandling:

- Jeg synes ikke, de er mere ambitiøse eller mere grønne, blot fordi de er rabiate, siger han til Jyllands-Posten.

De Radikale har bl.a. foreslået en ny ensartet CO2-afgift og et forbud mod oliefyr. Oven i det vil SF og Enhedslisten udfase de mest forurenende benzin- og dieselbiler allerede om to år og indføre afgifter på flyrejser og fødevarer, skriver Jyllands-Posten.

Ministeren advarer mod forslagene, som nok kan reducere CO2-udledning på kort sigt, men som han mener vil koste arbejdspladser og skabe ulighed. Han mener, at teknologisk udvikling i højere grad skal sikre, at Danmark når sine klimamål, også selv om det tager længere tid.

Ministerens advarsel blev selvsagt ikke taget positivt imod hos støttepartierne, hvor SF's Signe Munk kaldte Dan Jørgensens tilgang "bagstræberisk" og "bekymrende" i et tweet.

 

esl

Nyhedsbrev