Vind og sol overhaler kul for første gang i EUs energiregnskab
Foto: Vattenfall Group

Vind og sol overhaler kul for første gang i EU's energiregnskab

Kulforbruget er kollapset og i stedet erstattet af vind- og solenergi, viser ny energirapport. Danmark står for den største omstilling i det seneste årti.
7. FEB 2020 9.23

Omstillingen fra fossile brændstoffer buldrer afsted i EU, og for første gang har vind- og solenergi overhalet kul som energikilde i EU. Det viser en rapport fra klimatænketanken Sandbag og den tyske tænketank Agora.

Sandbag kalder det ligefrem et 'kollaps' for kul om rapporten, 'The European Power Sector 2019'. 

- Europa er førende i verden i hurtigt at erstatte kul med sol og vind, og som et resultat har udledningen af CO2 aldrig faldet så hurtigt. 30 pct. af hele verdens fossile udledning kommer stadig fra kul, så det er essentielt, at der er skarpt fokus på at skifte væk fra kul i alle lande, siger Dave Jones, analytiker hos Sandbag. 

I 2019 nåede vind- og solenergi op og stå for 18 pct. af EU's strømforbrug, mens kul fortsatte sin markante nedgang til blot 15 pct. For blot fem år siden, stod kul for dobbelt så meget strøm som sol og vind. 

Danmark er ifølge rapporten gået fra at få 20 pct. af sin strøm fra kul i 2018 til 13 pct. i 2019. EU28 gennemsnittet er samlet gået fra 19 pct. til 14 pct. fra 2018 til 2019. Værst ser det stadig ud i Polen, hvor hele 75 pct. af deres strøm kom fra kul, mens det nu er 70 pct. 

Danmark er det land, som har set den største omstilling i det seneste årti. Her er brugen af kul mindsket med 29 procentpoint, mens brugen af gas er faldet 20 procentpoint, og omvendt er vind- og solenergi vokset med 35 procentpoint. 

- Europa er blevet et testcenter for at erstatte kul med vind- og solenergi, og de hurtige resultater giver en forsikring for, at andre lande også kan udfase kul, siger Dave Jones. 

Læs hele rapporten her

Nyhedsbrev