Regeringen vil kræve bæredygtig træflis og halm i klimaplan

Efter kritik af dansk import af biomasse vil minister gøre træflis, halm og piller bæredygtigt ved lovkrav.
19. MAJ 2020 8.15

Regeringen vil stille en række lovkrav for at gøre biomasse som træflis, træpiller og halm så bæredygtigt som muligt. Det siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

Han vil tage kravene med i forhandlingerne om en ny klimahandlingsplan.

- Vi foreslår en lang række krav, som eksperter har defineret. I dag er der ingen lovgivning om det her, siger han.

Kravene kommer på baggrund af en ny rapport fra Energistyrelsen om biomasse, og de lyder blandt andet på, at træerne til biomassen skal være fældet lovligt. De fældede træer skal desuden genplantes. 

TV2 kunne i februar fortælle, at Danmark har importeret store mængder træflis fra den store regnskov Amazonas i Sydamerika. 

Det mødte kritik fra Danmarks Naturfredningsforening. Det skader biodiversiteten i den i forvejen trængte regnskov, lød det. Omkring halvdelen af den brugte biomasse i Danmark kommer fra udlandet.

- Men vi har desværre set for mange eksempler på, at branchen, selv om de har nogle kriterier, ikke lever op til dem, siger han.

Hos Danmarks Naturfredningsforening siger præsident Maria Reumert Gjerding, at man bør udfase brugen af biomasse helt.

- Men det er bestemt et skridt i den rigtige retning, at man vil indføre lovkrav om bæredygtig biomasse, siger hun.

For tidligt at udfase

Dan Jørgensen mener dog ikke, at en fuldstændig udfasning er mulig lige nu.

- Det er klart, at på sigt skal vi have meget mindre biomasse. Men vi er ikke der endnu, hvor vi har nok bæredygtige alternativer. Biomassen er en substitut for kul mange steder, siger Dan Jørgensen.

De Radikale og SF er enige i, at der skal stilles krav om bæredygtig biomasse. Begge partier mener dog, at der skal indføres en afgift på biomasse.

- For der er ingen tvivl om, at vi har brug for at minimere mængden af træafbrænding til varmeproduktion i Danmark, siger Signe Munk, klimaordfører SF.

Ruben Kidde, stedfortrædende klimaordfører hos De Radikale, tilføjer desuden, at man bør benytte sig mere af geotermisk energi fra undergrunden.

- Dermed fortrænger man mest mulig biomasse nu, siger han.

Ritzau

https://www.dkhavenergi.dkartikel/regeringen-vil-kraeve-baeredygtig-traeflis-og-halm-i-klimaplan