Nationalbanken spår stor økonomisk nedgang grundet corona
- Det kommer til at gøre ondt, siger nationalbankdirektør Lars Rohde.
Foto: Rune Aarestrup, Ritzau Scanpix

Nationalbanken spår stor økonomisk nedgang grundet corona

Coronakrisen kan give nedgang på mellem tre og ti pct. i dansk økonomi i 2020, vurderer Nationalbanken.
1. APR 2020 9.14
TEMA: Corona

Coronakrisen har allerede kostet mange virksomheder penge, og samtidig er tusindvis blevet sendt ud i arbejdsløshed.

Samlet for 2020 kan coronakrisen ende med at reducere væksten i Danmark med mellem tre og ti procent. Det vurderer Nationalbanken i en ny analyse.

- I Danmark har vi umiddelbart et solidt udgangspunkt for at få økonomien tilbage på sporet igen, når udbruddet fortager sig, og foranstaltningerne rulles tilbage.

- Men det kommer til at gøre ondt, før vi når dertil, siger nationalbankdirektør Lars Rohde i en pressemeddelelse.

Nationalbanken vurderer, at muligheden for at håndtere coronakrisen og de økonomiske konsekvenser er forbedret af en balanceret højkonjunktur, lav offentlig gæld og høj udlandsformue. Sidstnævnte er aktiver, som borgere og institutter i Danmark ejer i udlandet.

- Vi skal ikke glemme, at vi også er meget afhængige af udviklingen i udlandet. Og når restriktionerne på den økonomiske aktivitet udfases, vil der sandsynligvis være behov for mere traditionel finanspolitisk stimulans for at understøtte efterspørgslen, siger Lars Rohde.

Opbakning til Folketingets tiltag
I øjeblikket er der indført restriktioner flere steder i Danmark. Blandt andet er restauranter og barer blevet bedt om at holde lukket, og der er også indført forbud i forhold til større forsamlinger.

I sin analyse bakker Nationalbanken op om de økonomiske tiltag, der indtil videre er blevet iværksat af Folketinget.

'Hjælpepakkerne kan midlertidigt holde hånden under beskæftigelse og virksomheder. Det reducerer risikoen for, at det midlertidige fald i den økonomiske aktivitet udvikler sig til et langvarigt og kraftigt tilbageslag,' skriver Nationalbanken i analysen.

Blandt andet har regeringen sammen med arbejdsmarkedets parter lavet en aftale om lønkompensation til virksomheder, der sender medarbejdere hjem på grund af coronakrisen.

Ritzau

https://www.dkhavenergi.dkartikel/nationalbanken-spaar-stor-oekonomisk-nedgang-grundet-corona