Ledere over hele verden bør erklære undtagelsestilstand for klimaet og få sat skub i kampen mod den globale opvarmning.
Så kontant var budskabet fra FN's generalsekretær, Antonio Guterres, da han lørdag indledte et klimamøde i London.
Flere end 70 verdensledere ventes at deltage på det virtuelle møde.
- Er der stadig nogen, der kan benægte, at vi står over for en dramatisk krise? Det er derfor, jeg opfordrer ledere over hele verden til at erklære undtagelsestilstand for klimaet i deres lande, indtil vi har opnået CO2-neutralitet, siger Antonio Guterres.
Ifølge FN-chefen er hjælpepakker, der indføres i kølvandet på den globale coronapandemi, en passende anledning til at accelerere den grønne omstilling.
Han understreger, at omstillingen i øjeblikket går for langsomt
- Indtil videre bruger G20-landene 50 procent mere på deres hjælpe- og redningspakker på sektorer med tilknytning til produktion og forbrug af fossile brændstoffer end på grøn energi, siger Guterres.
- Det er uacceptabelt. De billioner af dollar, som er nødvendige til genopretningen efter covid-19, er penge, som vi låner fra de kommende generationer.
- Vi kan ikke bruge disse ressourcer på at fastlægge politik, der kommer til at belaste kommende generationer med et bjerg af gæld og en smadret planet, tilføjer FN-chefen.
Også den britiske premierminister, Boris Johnson, deltager i lørdagens klimamøde.
Han er enig med Guterres i, at alle lande kan gøre mere for at gøre sig uafhængige af fossile brændstoffer.
- Og samtidig kan vi skabe hundredtusindvis af job, millioner af job over hele planeten, når vi sammen genrejser sig os efter coronavirus, siger Boris Johnson.
Ritzau
https://www.dkhavenergi.dkartikel/fn-chef-opfordrer-verdensledere-til-at-erklaere-klimakrise