EU-lande aftaler sanktioner efter forgiftning af russer

Sanktionerne er ikke formelt vedtaget endnu, men EU-landene er enige, siger udenrigsminister Jeppe Kofod. Der lægges ikke op til sanktioner, der vil ramme Nord Stream 2.
13. OKT 2020 10.47

EU-landene er mandag blevet enige om sanktioner mod dem, der stod bag forgiftningen af den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj i august.

- Sagen er meget klar. Vi har set et mordforsøg med kemiske våben mod Navalnyj på russisk jord, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S):

- Derfor er vi nu blevet enige om at lave sanktioner mod de ansvarlige i Rusland, og det synes jeg er rigtig vigtigt.

Formelt er sanktionerne ikke vedtaget. Men landene er enige, siger ministeren.

Tyskland og Frankrig havde før udenrigsministermødet mandag i Luxembourg fremlagt et forslag til sanktionerne. Her lægger Tyskland og Frakrig i en fælles udtalelse op til at sanktionere individer, der har været involveret i forgiftningen af Aleksej Navalnyj.

Dermed er der i første omgang ikke lagt op til sanktioner, der kan ramme Nord Stream 2.

Det tekniske arbejde med at færdiggøre en sanktionsliste fortsætter nu ifølge EU's udenrigschef, Josep Borrell. Han fortæller ikke, hvor mange personer, der ventes på listen.

EU's stats- og regeringschefer mødes senere i denne uge i Bruxelles, hvor de igen har mulighed for at drøfte sagen.

Ritzau / esl

https://www.dkhavenergi.dkartikel/eu-lande-aftaler-sanktioner-efter-forgiftning-af-russer