Bornholm og Samsø kåret som mest bæredygtige energi-øer
Nordvestbornholm fra luften. Vindmøller på land.
Foto: Lars Laursen, Ritzau Scanpix

I hele EU:
Bornholm og Samsø kåret som mest bæredygtige energi-øer

Bornholm er i dag blevet tildelt 1. pladsen i EU's konkurrence 'Responsible Island Prize'. Samsø fik 2. pladsen.

BORNHOLM / SAMSØ: Det blev tirsdag formiddag slået fast, at Bornholm er den ø i EU, der har den mest ambitiøse, bæredygtige energiudvikling. Det skete, da EU programmet Horizon 2020 i dag offentliggjorde vinderne af konkurrencen 'Responsible Island Prize'. Med udmærkelsen følger pengepræmie på 500.000 euro til Bornholm.

Bornholm er den første modtager af prisen, som uddeles i forbindelse med EU's Horizon 2020 program. Med 1. pladsen følger € 500.000, oplyser regionskommunen.

Samsø løb med konkurrencens 2. plads, og det at hele to danske øer stiller sig spidsen for den grønne omstilling i EU får stoltheden frem hos klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S):

- Det er svært ikke at være meget stolt af Danmark, når to danske øer rydder bordet og sætter sig på både første- og andenpladsen. Det viser, at Danmark – og ikke mindst Bornholm og Samsø – går foran og viser verden, hvordan grøn omstilling kan lykkes i praksis. Det er netop den slags initiativ og virkelyst, som Samsø og Bornholm udviser, der er med til at gøre Danmark til et grønt foregangsland med klimaløsninger, der gør en forskel herhjemme og kan inspirere ude i verden.

Tidlig udfasning af kul og olie

Bornholm har blandt andet udmærket sig ved tidligt at begynde udfasningen af kul og olie. Og med begrænsede økonomiske ressourcer til rådighed har man fået etableret vedvarende energikilder såsom solceller, vindmøller, biomasse - samt foretaget investeringer i fjernvarme og andre innovative teknologier. Resultatet er et effektivt og reduceret energiforbrug og store reduktioner i CO2-udledningen.

- Det her er uden sidestykke den største anerkendelse af Bornholm som grøn test-ø for vedvarende energi og innovative teknologier. Bornholmerne har med rettidig omhu set et globalt problem tidligt – og har handlet lokalt på det. Det er netop det, denne pris anerkender, og vi kan i den grad være stolte af os selv. Mon ikke det her slår fast for Folketinget og energiselskaber, at en energi-ø med havvindmøller tæt ved Bornholm er et must?, spørger borgmester Winni Grosbøll (S).

Hun vil med prisen og præmiesummen foreslå kommunalbestyrelsen at oprette en pulje, der kan understøtte den fortsatte grønne omstilling. Målet for puljen er at sikre, at Bornholm forbliver den førende energi-ø. En sådan position kan nemlig medføre massive investeringer, arbejdspladser og være en attraktion i sig selv og være tiltrækkende for turister.

ka

https://www.dkhavenergi.dkartikel/bornholm-og-samsoe-kaaret-som-mest-baeredygtige-energi-oeer